23948sdkhjf

'Four more years' til videnscenter

Videncenter for energibesparelser i bygninger forlænges fire år
Danmarks første og eneste Videncenter for energibesparelser i bygninger på Teknologisk Institut har siden marts 2009 haft meget travlt med at hjælpe og rådgive håndværkere, virksomheder og andre professionelle fra byggebranchen om energibesparende renoveringer. Regeringen har netop bevilliget 20 millioner kroner til Videncentret, så arbejdet kan fortsættes de næste fire år.

Videncenter for energibesparelser i bygninger har på tre år opbygget en stor respekt fra alle parter i byggebranchen, mener direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri. Han påpeger, at byggeriets parter – takket være centrets store indsats – har opnået stærkere kvalifikationer og nye værktøjer til at gennemføre energibesparende tiltag i bygninger. Det glæder ham derfor, at regeringen nu har skrevet under på den nye energiaftale, der betyder, at Videncentret kan fortsætte.

- Hele branchen bakker op om det arbejde, som Videncentret har lavet. Det gælder fx udviklingen af energivejlederuddannelsen, de mange andre uddannelsestiltag, de mange energiløsninger og værktøjer og arbejdet med at aktivere energimærkningsordningen. Centerchef Vagn Holk fra Teknologisk Institut og hans team har ikke gemt sig bag en computerskærm men er gennem opsøgende arbejde gået meget praktisk og handlingsorienteret til opgaven.

De har forstået den udfordring, som byggebranchen står over for, og det er til fulde lykkedes dem at understøtte den samlede energispareindsats i Danmark, siger Michael H. Nielsen og tilføjer, at det er vigtigt, at samarbejdet med Videncenter for energibesparelser i bygninger nu fortsætter: Herved kan Videncentret blive en vigtig inspirationskilde for det øvrige Europa, hvor alle ser Danmark som foregangsland og testpilot.

Fokus på håndværkernes kompetencer

Centerchef Vagn Holk er også glad, selvom det ærgrer ham, at budgettet er blevet halveret i forhold til forventningerne og budgettet for den sidste treårige periode.

- Det er tilfredsstillende, at vi kan fortsætte vores udadvendte aktiviteter dog nu i et lidt mindre omfang. Vores mål vil fortsat være at klæde håndværkere og rådgivere godt på til at løse de udfordringer, der er med hensyn til renovering af bygningsmassen. Vi fortsætter derfor naturligvis vores telefoniske hot line og vores netværksarbejde med at søge konkrete samarbejdsprojekter, der fremmer energispareindsatsen i Danmark.

Men på grund af den halverede bevilling bliver det en stor udfordring at få udviklet og formidlet tilstrækkeligt materiale om energirenovering i eksisterende bygninger til fortsat at være et være en attraktiv og et uvildigt Videncenter for energibesparelser i bygninger for byggebranchen, siger Vagn Holk.

Katalog med energiløsninger fremmer salg

Videncenter for energibesparelser i bygninger har tidligere udviklet et katalog med en samlet oversigt over energiløsninger til boliger. Kataloget er lavet til håndværkere, der bruger det i dialogen med kunderne, som skal have udført energirigtige renoveringer af boligen. Kataloget illustrerer og giver svar på, hvordan bygningen kan gøres mere energirigtig, og hvad besparelserne er i runde tal, hvis fx vinduerne skiftes, og hvordan renoveringsarbejdet udføres korrekt.

- Med kataloget i hånden kan håndværkerne nemmere og hurtigere hjælpe ejeren af en bygning med at beslutte sig for en løsning til at opnå energibesparelser gennem en renovering, fortæller energivejleder Charlie Kemptorp Sloth fra ZERObolig og tilføjer, at kataloget har betydet, at håndværkerne i hans netværk har øget deres salg af både små og store opgaver inden for energirenoveringer – lige fra f.eks. isolering af et loft til en facaderenovering.

Energivejlederen roser også den hotline, som håndværkere fortsat kan ringe til, når de akut har brug for faglig rådgivning i forbindelse med en konkret renoveringsopgave: Jeg har selv haft brug for at ringe til Videncentret, da jeg ude på en opgave var i tvivl om, hvorvidt man med efterisolering helt kan lukke en krybekælder støbt i beton – og den rådgivning var guld værd, fastslår Charlie Kemptorp Sloth.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078