23948sdkhjf

Ambitiøs energiplan i Skanderborg

Hele Skanderborg Kommunes bygningsmasse skal over de næste to år energioptimimeres af teknikvirksomheden Glenco, hvilket vil sikre en årlig besparelse på 6,5 mio. kr. på energiregningen
Næste fase i Skanderborg Kommunes store plan for at nedbringe energiforbruget i kommunens mange bygninger indledes om kort tid.

Glenco skal i de næste halvandet til to år udføre en lang række energibesparende tiltag, som den tekniske installatørvirksomhed sammen med samarbejdspartnerne Danske Energi Management og Lokalenergi Handel grundigt har planlagt i første fase af projektet. De tre parter har i aftalen med Skanderborg Kommune samlet sig i et ESCO-samarbejde, der står for Energy Service Company.

Aftalen betyder, at knap 50 bygninger fordelt over hele kommunen skal optimeres, så kommunen efterfølgende kan spare 6,5 mio. kr. årligt på energiregningen – og hente investeringerne hjem i løbet af blot seks år. Budgetrammen på projektet er på 50 mio. kr., og de tre selskaber i konsortiet garanterer, at beregningerne for energibesparelsen rent faktisk kan føres ud i livet og efterfølgende dokumenteres over for kommunen.

- Nu går vi i gang med den egentlige entreprise i dette store energirenoveringsprojekt efter at have lagt en masse ressourcer i projekteringen sammen med vores samarbejdspartnere. Næste skridt er derfor at præstere de besparelser, som vi selv har sagt, der kan findes i kommunens bygninger, siger regionschef Søren Stougaard, Glenco.

Han regner med at have 15-20 Glenco-ansatte og omkring 10-15 mand i arbejde hos underleverandører til at udføre det omfattende energiprojekt over hele kommunen.

- Kunsten er ikke at sige, at man kan finde en masse besparelser, men rent faktisk levere resultaterne. Og det skal vi gøre ved, at kommunen kan få deres investering betalt tilbage, når alle bygningerne er gennemgået. For i et projekt som dette er der kontant afregning i sidste fase, så alle parter har interesse i at tingene lykkes, siger Søren Stougaard.

Effekt fra dag ét

Skanderborg Kommune har store forventninger til samarbejdet om energiprojektet, der vil udmønte sig i store besparelser på kommunens energibudget.

- Det er afgørende for udbyttet af investeringen, at der med denne type aftale er fuldstændig ro om projektet fra start til slut. På den måde får vi som kommune en garanti for, at projektet gennemføres og investeringen kommer hjem igen over den lovede tidshorisont. Samtidig er der den sikkerhed for alle parter, at vi kan måle på effekten af tiltagene fra dag ét, siger projektkoordinator Bjarne E. Rasmussen, Skanderborg Kommune.

- Det er et spændende projekt at gennemføre, fordi vi arbejder med en længere tidshorisont end ellers, og energioptimeringen omhandler mange bygninger over hele kommunen. Samtidig har der været relativt få erfaringer at trække på fra andre kommuner, hvilket har været en udfordring, men vi har bl.a. skelet til Middelfart og fået samlet den nødvendige information, fortæller Bjarne E. Rasmussen.

For Glenco er denne opgave af stor betydning, idet energibesparelse er blevet en efterspurgt øvelse blandt både virksomheder og som i Skanderborgs tilfælde også blandt de offentlige aktører, der sidder på en meget stor bygningsmasse.

- Alle taler om energi i øjeblikket, og derfor rummer hele området store perspektiver for en virksomhed som vores, fordi teknikdelen er så afgørende i forhold til at finde besparelser. Så der er et enormt potentiale – både i forhold til et ESCO-samarbejde som dette og andre løsninger.

Og med et så stort projekt som i Skanderborg høster vi en masse værdifulde erfaringer, siger adm. direktør Rene Lund Rasmussen, Glenco.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078