23948sdkhjf

Underskrift på kontrakt til 564 millioner

Blækket er netop blevet tørt på underskriften af kontrakt på Nyt Aalborg Universitetshospital. MT Højgaard skal opføre det 155.000 kvadratmeter store råhus til det nye universitetshospital.
Administrerende koncerndirektør Torben Biilmann og koncernøkonomidirektør Eigil Mølsted Madsen fra MT Højgaard var torsdag på byggepladsen ved Aalborg for at underskrive kontrakten om opførelsen af råhuset til Nyt Aalborg Universitetshospital. Regionsrådsformand Ulla Astman og projektchef Niels Uhrenfeldt skrev under på vegne af Region Nordjylland.

MT Højgaard skal udføre betonarbejdet, der omfatter støbning af kældre, søjler og etagedæk. Dertil kommer montage af facadeelementer samt en række jord- og kloakarbejder.
"Selvom det er mange penge, vi har skrevet kontrakt om, så holder prisen sig indenfor det prisleje, vi forventede. Vi har netop afsluttet en proces med MT Højgaard, hvor vi har gennemgået indholdet i entreprenørens tilbud med henblik på at sikre, det omfatter de ønskede ydelser og mængder af beton mv.", fortæller projektchef Niels Uhrenfeldt.

MT Højgaard har lang erfaring med at gennemføre store byggeprojekter.

"Vi ser meget frem til at være med til at opfører det nye universitetshospital i Aalborg. MT Højgaard udfører i forvejen en stor del af råhusarbejdet på Det Ny Universitetshospital i Skejby, hvor vi ved hjælp af digitale virkemidler optimerer byggeprocesserne. De værktøjer vil også komme i brug her i Aalborg. Det er et spændende nyt byggeri, som snart skal være regionens omdrejningspunkt i det nordjyske sundhedsvæsen. Vi er derfor stolte over at være valgt til opgaven og ser frem til samarbejdet. Vi er klar over, at der er stort fokus på projektet og derfor også på vores indsats", siger adm. direktør Torben Biilmann fra MT Højgaard.

Byggepladsen vokser
Region Nordjylland skrev også kontrakt med Jorton om en byggepladsentreprise på 62 mio. kroner. Afdelingschef Allan Harbo skrev kontrakten under på vegne af Jorton. Byggepladsentreprisen omfatter en række ydelser i forbindelse med etablering og drift af byggepladsen.

"Vi er glade for at have fået denne opgave i forbindelse med byggeriet af det nye universitetshospital. Byggepladsen bliver meget stor, så det er en rigtig spændende opgave, hvor vi skal koordinere arbejdet med mange aktører", udtaler afdelingschef Allan Harbo.

Regionsrådet i Region Nordjylland godkendte i juni begge entreprenører og licitationsresultater, så der bliver snart endnu flere aktiviteter på byggepladsen. Arbejdet med råhuset påbegyndes i august 2015, og det varer omkring tre et halvt år, før støbningen af råhuset er helt færdig. Byggepladsentreprenøren flytter også ind på byggepladsen til august men bliver på pladsen indtil universitetshospitalet står færdigt i 2020.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11