23948sdkhjf

Godt marked for virksomheds-handler

Der betales nu priser for danske virksomheder, som er ligeså høje, som før finanskrisen. Både industrielle købere og finansielle købere er meget aktive. Mægler afviser dog, at der bliver købt for dyrt.
Det danske marked for køb og salg af virksomheder er hot for tiden. Både strategiske købere – typiske virksomheder, der køber andre virksomheder – og finansielle købere – typisk kapital -og venture-fonde – er meget aktive.

Begge typer investorer byder på de virksomheder, som er til salg. Det er lig med et højt prisniveau, typisk 10 gange driftsoverskuddet (EBITDA) . D.v.s. ti gange overskuddet før renter, skat og afskrivninger. Dermed nærmer priserne sig niveauet før finanskrisen, hvor der f. eks. i 2007 blev handlet virksomheder til i gennemsnit 11 gange driftsoverskuddet.

Det vurderer Frederik Aakard, partner i virksomhedsmæglerfirmaet Audon.

Antallet af lidt større danske virksomheder, som er handlet i årets tre første kvartaler oppe på 168 – 2 ud af 3 blev solgt til industrielle købere, ifølge Audons kvartalsanalyse.

Den store konkurrence om de gode virksomheder er senest eksemplificeret ved, at kapitalfonden EQT købte 75 pct. af Top Toy (Fætter BR) for 1,7 mia. kr. trods et driftsoverskud i fjor på kun 135 mio. kr.

Frederik Aakard afviser dog, at den stærke interesse for virksomhedskøb medfører for dyre priser, som vi også så det før finanskrisen.

”De finansielle købere kan for tiden låne penge til meget lave renter og det gør, at de også kan byde mere for virksomheder, end de kunne førhen. Men så længe vi er i et lavrentemiljø, og det tyder alt på at vi også er i de kommende år, så er der ikke risiko for, at kapitalfonde kommer i problemer med deres opkøb", siger Frederik Aakard til Industrinyt, idag.dk.

Han peger også som noget nyt på, at vi nu ser kapitalfonde og pensionskasser investere sammen i en virksomhed – eksempelvis da den engelske kapitalfond 3i og en australsk pensionskasse overtog Esbjerg-rederiet Esvagt, der råder over en stor flåde af forsyningsskibe til bl.a. boreplatforme.

Et eksempel på et industrielt strategisk opkøb er østrigske IFN-Holdings overtagelse af Kastrup Vinduet i Holstebro.

Her var flere kapitalfonde inde over, men den østrigske virksomhed kom med de bedste vilkår for handlen. Overtagelsen af Kastrup Vinduet gav den østrigske virksomhed adgang til det nordiske marked. Samtidig blev Kastrup en del af en global aktør.

”I mange tilfælde ser vi både et investerings-scenarie for en industriel køber og en finansiel køber. Den industrielle kan typisk tilføre flere synergier ved en handel og kan derfor i princippet give en højere pris. Andre virksomheder egner sig bedre til en finansiel køber, fordi de skal udvikles yderligere”, siger Frederik Aakard.
.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157