23948sdkhjf

Ledelsesfejl: Hver tredje medarbejder får ikke at vide, om det går godt eller skidt

Man skulle tro, det var naturlig del af jobbet, at lederen fortalte medarbejderen, om han eller hun gør det godt eller skidt. Men sådan er virkeligheden langtfra.
I en ny undersøgelse siger hele 34 pct. af danskerne, at de ikke bliver informeret om deres præstation på arbejdet.

Og det er det rene talentspild, mener ekspert i ledelse.

”Det er både overraskende og ærgerligt, at mere end hver tredje medarbejder ikke får besked om, hvorvidt de gør det godt. Hvis ens leder ikke melder klart ud, hvad der går godt, og hvad der går dårligt, har man jo reelt ingen chance for at udvikle sig. Derfor vidner tallene også om, at der stadig er et stort ledelsespotentiale i Danmark, og at vi stadig spilder en masse talent,” siger partner i Deloitte Kim Domdal.

Har brug for retning
Af de medarbejder, der rent faktisk får besked om, hvordan de præsterer på jobbet, har hovedparten er samtale med deres leder. Kun én ud af 10 får en decideret karakter.

”Karakterer eller ’ratings’, som de kaldes på engelsk, har givet anledning til stor diskussion. Nogle kan lide dem, andre kan ikke. Uanset om man får en karakter, eller man blot får feedback gennem en samtale, viser erfaringen dog, at alle medarbejdere har brug for en eller anden strømpil, der indikerer, om man er på rette vej,” siger Kim Domdal.

Regionalt er der store forskelle på arbejdspladsernes fokus på præstation. Københavnske virksomheder klarer sig bedst.

Sådan svarer de


Bliver du informeret om din præstation på arbejdspladsen?

Nej: 34 pct.
Ja, jeg har en samtale med min leder: 49 pct.
Ja, jeg har en samtale med min leder og jeg får også en rating/karakter: 10 pct.
Andet/ved ikke: 7 pct.
”Arbejdspladserne i hovedstadsområdet er generelt bedst til at fortælle medarbejderne, hvordan de præsterer. Værst står det til i Nordjylland, hvor hele 40 pct. af medarbejderne ikke får at vide, hvordan det går. Her er et kæmpe stort potentiale for øget dialog,” siger Kim Domdal.

Også på tværs af brancher er der store forskelle på, hvor meget der tales om præstation.

”Af alle brancher er den finansielle sektor mest performance-orienteret med kun 7 pct., der ikke får besked. I byggebranchen og servicefagene står det dårligst til, men også den offentlige sektor scorer virkelig lavt. Det er overraskende efter så mange år med kurser og kompetenceudvikling for offentlige ledere,” siger Kim Domdal.

Der er en direkte sammenhæng mellem arbejdspladsens størrelse og andelen af medarbejdere, der får klar besked om deres præstation.

Andel af medarbejdere, der IKKE bliver informeret om deres præstation på jobbet:

* Finansiel sektor, bank og forsikring: 7 pct.
* Medier, information og kommunikation: 24 pct.
* Virksomhedsrådgivning, jura, revision, it og rejsebureauer, rengøring, vikarbureauer og lign.: 25 pct.
* Industri, produktion, energi og affald: 32 pct.
* Landbrug, skovbrug og fiskeri: 33 pct.
* Handel, butik, transport, hotel og restaurant: 35 pct.
* Offentlig sektor, stat, kommuner, undervisning, politi og sundhed: 37 pct.
* Byggeri, anlæg og håndværk: 39 pct.
* Ejendomshandel, ejendomsadministration og udlejning: 43 pct.
* Kultur, fritid, sport og anden service: 56 pct.



Tallene er baseret på i alt 2086 interview med repræsentativt udvalgte danskere i arbejde. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078