Blæser verdensarv til med is
Brødremenighedens kirke i Christiansfeld skal restaureres, og det sker bl.a. ved af blæse is ind i kirkerummet
Kirkesalen er det største kirkerum i Danmark uden bærende søjler, og da den sidst fik et lag hvid farve i 1973, valgte maleren at pensle plasticmaling ud over de gamle kalkede vægge og lofter. Men den går ikke på fredede bygninger. Derfor bliver den gamle kirke fra slutningen af 1700-tallet nu kalket på ny.
22 år gammel kalkdej
”Vi laver stort set ikke andet end kalkninger af kirker, så derfor er det i den forstand ikke noget anderledes ved denne opgave.
Men brødremenighedskirken er alligevel meget speciel på grund af det kæmpe store kirkerum. Den er virkelig imponerende og stukken derinde er virkelig flot. Den kalkdej, vi bruger er 22 år gammel, så det er også meget specielt. Det giver en bedre holdbarhed, når man lagre produkterne, men den bedre holdbarhed får du kun, hvis du ved, hvordan du skal blande og bruge produkterne”, siger Jarl Agesen, indehaver af Kalkjarlen, der står for kalkningen.
Kirken blæses med is
Inden kalkningen af kirken starter, er den først blevet Isblæst.
Isblæsningen er samme princip som sandblæsning, men bare med is, hvor det blæses ud med omkring 10 bars tryk. Når tørisen, som kommer ud med temperatur på minus 72 grader, rammer den gamle maling, skaber det små eksplosioner, fordi isen omdannes til gas som udvider sig under opvarmningen. På den måde slår den malingen af ved tryk, fortæller Peter Christensen, der er projektleder i SSG, som står for isblæsningen.
”Isblæsningen er generelt mere skånsom end almindelig sandblæsning, fordi der ikke er nogen slibemidler i.
Man kan selvfølgelig lave mærker i underlaget, fordi det blæses ud med tryk. Men det efterlader ingen ridser, og der er ingen restmidler, som når man eksempelvis bruger sand, som skal fejes op bagefter. Det er derfor meget nemmere at have med at gøre”, siger Peter Christensen, projektleder i SSG.
Tøris produceres af CO2
Størstedelen af CO2’en, som i dag benyttes til at producerer tørisen til isblæsningen, kommer som et biprodukt fra produktionen i den danske industri. Det er blandt andet spildprodukter fra farmaceutisk industri, fødevareindustrien, samt de danske gærfabrikker, som ifølge Icetech, der leverer isblæsningsudstyret, er den største leverandør af CO2 i dag.
”Man kan desværre ikke deponere så store mængder CO2, men det er et krav i EU og i Danmark, at man opsamler CO2 fra produktion, og det er det, som bliver genanvendt her.
Hvis man i stedet sandblæser, så skal restsandet renses for maling, inden det kan deponeres, og udledningen af CO2 fra den proces er lige så stor, som den udledning der er ved isblæsning.
Derfor er isblæsning mere skånsomt for miljøet og en mere miljørigtig løsning”, siger Stefan Sydbøge, salgschef hos Icetech.
For Kalkjarlen, Jarl Agesen, er historien bag byggerierne lige så interessante som opgaven i sig selv. Her ses han med en sten fra en kirkebygning med byggeåret indprentet i stenen. (Foto: Kalkjarlen)
Christianfeld blev bygget af en tysk luthersk menighed, som blev inviteret til Danmark af den daværende kong Christian 7. Brødremenighedskirken, som de opførte, har Danmarks største kirkeloft uden bærende søjler, som nu skal renses for plasticmaling og kalkes på ny. Den spartanske pynt skulle sikre, at kirkegængerne fastholdt deres opmærksomhed på præstens prædiken. (Foto: Kim Basse)
