23948sdkhjf

Mester ansætter kun udsatte

Kundes konkurs blev starten på socialøkonomisk eventyr for Jesper Rytgaard, hvor målet blev forskellen for medarbejderne
For tre år siden sad Jesper Rytgaard med sin formand i værkstedet i Køge. En stor kunde var netop gået konkurs som den tredje inden for meget kort tid, og det fik dem begge til at tænke.

”Den kunde kunne lige så nemt have taget os med i faldet, og så var det jeg tænkte, hvad har det her overhovedet betydet for nogen? Svaret var ingenting”, siger Jesper Rytgaard, indehaver af malerfirmaet Chr. Ishøy & Søn, til Mester Tidende.

En social virksomhed
Det at være selvstændig blev ikke længere et mål i sig selv for Jesper Rytgaard. Noget skulle være anderledes. Derfor satte han sig det mål, at alle svende i virksomheden skulle komme fra overførselsindkomster.

”Når jeg læser om kartelsager, så tænker jeg, er det virkelig det eneste vi kan som entreprenører? Vi er som arbejdsgivere ikke altid klar over, hvilken magt vi har. En af vores ansatte er døvstum, og da jeg første gang så hendes CV, var det det dårligste CV, jeg nogensinde havde set. Men hun er lige så stabil og lige så dygtig som enhver anden maler, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, går hun ikke bare ledig, fordi hun bliver diskrimineret”, siger Jesper Rytgaard.

Det skal løbe rundt
Jesper Rytgaard har igennem de seneste tre år haft mange forskellige mennesker ansat i sin virksomhed. Hans eneste krav er, at de skal gide at tage den chance, som han giver dem, og at de møder på arbejde og laver noget for deres løn.

Selskabet er anpartsselskab, og uden den virksomhedsform ville det ikke kunne lade sig gøre at drive forretningen på den måde, som han gør.

”Vi er ikke nogen socialøkonomisk virksomhed, men jeg plejer at sige, at vi arbejder med socialøkonomi, og vi modtager for eksempel ingen tilskud.
Kirsten, vores døvstumme medarbejder, fik vi tilbudt at tage 30.000 kroner for at ansætte i støtte fra det offentlige, men vi afslog. De penge kan lige så godt blive brugt på sygehusene eller på andre, som har behov for dem. Hun skulle bare have en chance i stedet for at blive diskrimineret”, siger Jesper Rytgaard og fortsætter:

”Folk står og peger fingre, hvis man får tilskud, og jeg vil godt have lov til at kunne trække et overskud ud af virksomheden her. Så der er intet helligt over det her. Det skal løbe rundt, ellers giver det ingen mening”.

Har ansat den første lærling
Jesper Rytgaard har netop ansat sin første lærling.
”Jeg bad om en dygtig lærling, og det fik jeg. Han skal være pejlemærke for de andre, der kommer efter ham. Det er vigtigt, at de efterfølgende får en de kan se op til”, fortæller Jesper Rytgaard, inden han slutter:
”Jeg er ikke Ghandi, og jeg kan ikke redde verden, men jeg kan bidrage.

Vores virksomhed tjener stadig penge, og forventer oven i købet at ansætte flere i år.
Så prøv at forestil dig, hvad de rigtig store virksomheder med rigtig store budgetter de kunne løfte, hvis de havde bare nogenlunde samme indstilling”.

Kirsten er døvstum og havde været ledig i næsten syv år, da Jesper Rytgaard ansatte hende. ”Nu bliver de langsomme svende sat sammen med hende, så de kan komme op i gear som hende”, siger Jesper Rytgaard. (Foto: Kim Basse)
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189