23948sdkhjf

DEBAT: Der er brug for kloge udbud

Højere kvalitet i det udbudte arbejde og måske også lavere priser kan være blandt de positive konsekvenser, hvis bygherrerne giver byggevirksomhederne lidt bedre tid til at arbejde med deres tilbud på udbudte opgaver, skriver Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri
Sommerferien er ofte en travl periode for de byggevirksomheder, der skal bygge eller renovere for særligt det offentlige. De vil nemlig have arbejdet gjort, mens der for eksempel er ferie i børnehaven, skolen eller på kontoret. Det er der jo meget god fornuft i, men der er behov for, at landets bygherrer genovervejer måden, de tilrettelægger deres udbud på.

Det kan for eksempel undre, at man gang på gang skal høre historier om offentlige bygherrer, der op mod sommerferien har travlt med at få sendt udbudsmateriale ud i starten af juni med tilbudsdato medio juni, fordi bygge- eller renoveringsarbejdet skal starte først i juli, da det er der, hvor skolen, institutionen eller kontoret holder sommerferielukket.

Case fra virkeligheden

Denne lille case er ikke et eksempel konstrueret til indlægget her, men er hentet i virkelighedens verden og en situation, som ganske mange entreprenører og byggevirksomheder oplever. Konsekvensen er, at de eksempelvis fem bydende virksomheder alle er nødt til at reservere deres medarbejdere og eventuelle underentreprenører til at påbegynde opgaven i juli måned.

Det betyder i praksis, at fire af de fem virksomheder må lægge beslag på medarbejdere, som ender med ikke at skulle løse opgaven, fordi en anden virksomhed vandt udbuddet.

En anden konsekvens af den forcerede og dårligt timede udbuds- og produktionsproces er ringe udnyttelse af kapaciteten i bygge- og anlægsbranchen, og at der i korte perioder af året – for eksempel op til ferier – kan opleves noget, der kunne minde om flaskehalse uden at være det.

Byggeri som undervisning

Lad derfor opfordringen til landets bygherrer – både offentlige og private – være, at det vil give en langt bedre udbuds- og produktionsproces, hvis udbuddene dels kommer i god tid og dels giver ordentlig tid til at disponere og planlægge produktionsprocessen. Det vil samtidig betyde, at det udførte arbejde – og måske også prisen – vil blive bedre.

Og så lige en serviceoplysning her til slut: Skolebørn tager ikke skade af at se deres skole eller institution blive bygget om.

Det kunne måske endda give dem en oplevelse af byggeriet som en mulig karrierevej og respekt for de fysiske rammer, de hver dag tager for givet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109