23948sdkhjf

Nedbrydere løfter kompetencerne

Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E) og Learnmark Horsens klar med uddannelsesforløb i bygning og miljøsanering
Ny viden, nye love og regler samt generel større bevågenhed omkring miljøfarlige stoffer i bygninger og bygningsaffald stiller større krav til kompetencerne hos alle aktører, der er involveret i nedrivningsprojekter herunder bygherrer, entreprenører, rådgivere og myndigheder.

Derfor har DM&E taget initiativ til at oprette et nyt uddannelsesforløb indenfor ”bygnings- og miljøsanering”, som skal sikre kursister en grundig, alsidig viden samt praktiske færdigheder, når de udfører nedrivningsarbejde.

”Det handler først og fremmest om at øge sikkerheden både med hensyn til miljø og arbejdsmiljø samt at højne niveauet og kvaliteten inden for området generelt. Derudover forventer vi, at der i fremtiden vil blive stillet større krav til de entreprenører, som beskæftiger sig indenfor nedbrydningsområdet”, siger konsulent i DM&E Søren Christensen, som har stået i spidsen for samarbejdet med Learnmark Horsens om etablering af det nye uddannelsesforløb.

Tilpasset mindre entreprenørvirksomheder
Den nye uddannelse kaldet ”Bygnings- og miljøsaneringsuddannelsen” er tilpasset små- og mellemstore entreprenørvirksomheder og består af et skoleforløb på i alt 8 uger fordelt på fire moduler over to vintre. Målet med uddannelsen er at give kursisterne en faglig ballast samt gøre deltagerne i stand til at udføre arbejdet forsvarligt i forhold til sig selv og sine omgivelser.

”Mange mindre virksomheder har stor erfaring med området og har erfarne medarbejdere. Med denne uddannelse ønsker vi at opkvalificere, ikke mindst de mindre virksomheder, og være med til at give branchen et fagligt løft som helhed”, fortæller Søren Christensen.

Med uddannelsen, som foregår på Learnmark i Horsens, vil kursisterne opnå en øget bevidsthed omkring miljø og arbejdsmiljø. Især er der et fokus på, at sikkerheden er på plads, og gældende regler følges. På uddannelsen stilles der desuden krav til viden, faglighed, fleksibilitet, planlægning samt kursisternes evne til at samarbejde.

”Når kursisterne har gennemgået forløbet inden for bygnings- og miljøsanering er målet, at kursisterne kan planlægge og gennemføre en nedrivningsopgave på eksempelvis beboelseshuse, landbrugsejendomme, fabriksbygninger eller lignende fra start til aflevering, både med hensyn til det praktiske arbejde men også i forhold til de krav, der er til dokumentation og kvalitetssikring, affaldshåndtering og arbejdsmiljø”, forklarer underviser på Learnmark Horsens Erik Urup Hansen.

Det første hold er kommet godt fra start
Det første hold på uddannelsen startede i januar måned og afsluttes næste år til februar. Deltagerne på det første hold har været en blanding af ejere/ledere og ansatte, hvilket ifølge Erik Urup Hansen har givet en god synergi.

”Det er et meget motiveret og engageret hold. Alene det, at kursisten og/eller virksomheden tager en aktiv beslutning om, at man vil på uddannelse gør, at man får nogle velvillige og engagerede mennesker at arbejde sammen med. Det har hverdagen i løbet af de første 4 uger også tydeligt båret præg af”, fortæller en tilfreds Erik Urup Hansen.

Kvalitetssikring og sporbarhed er også vigtig
I bestræbelserne på at efteruddanne og højne kompetencerne ude hos medlemsvirksomhederne, har DM&E ligeledes udviklet et ledelsessystem til nedbrydningsområdet, som man tilbyder brancheforeningens medlemsvirksomheder.

”Den mest effektive måde at højne kompetencerne på er efter vores opfattelse gennem uddannelse og efteruddannelse, men i det daglige arbejde er det også vigtigt med systematik, kvalitetssikring og sporbarhed, hvilket er med til at sikre en højere kvalitet i genanvendelsen af materialerne. Derfor har vi udviklet et ledelsessystem til nedbrydningsområdet, som netop er ved at blive testet i nogle virksomheder.

Udover den analoge papirform er vi også i gang med at implementere det i et digitalt kvalitetssikringssystem. På den måde sikrer og dokumenterer man via registreringer, billeder og fysik placering sammenhæng mellem en eventuel kortlægningsrapport og selve den selektive nedbrydning”, forklarer Søren Christensen.

Flere skal uddannes
"DM&E er stærkt overbevist om, at den nye mulighed for uddannelse indenfor bygnings- og miljøsanering vil få flere især de mindre virksomheder til at søge mere viden på området. Desuden er Miljøstyrelsen i gang med at se på, hvilke krav til kompetencer, der skal stilles på nedbrydningsområdet. I den forbindelse håber vi, at der vil blive stillet nogle relevante krav som eksempelvis uddannelsen i bygnings- og miljøsaneringsuddannelsen”, fastslår Søren Christensen.

Næste hold er netop blevet åbnet for tilmelding på Learnmark Horsens hjemmeside med opstart medio december 2016.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078