23948sdkhjf

Pludselig konkurs i sjællandsk byggevirksomhed

Entreprenørfirmaet Hald & Halberg A/S i Taastrup indgav mandag formiddag konkursbegæring

30 medarbejdere mistede mandag deres arbejde i entreprenørvirksomheden Hald & Halberg A/S, som hører hjemme i Taastrup. Firmaets ledelse har selv indgivet konkursbegæringen til Skifteretten.

Hald & Halberg A/S blev grundlagt i 1976, og var oprindeligt et tømrerfirma. I 1980’erne trådte Flemming Hald og Kurt Halberg ind med henblik på at overtage virksomheden og drive den videre som entreprenørvirksomhed.

Konkursboets advokat, Ole Meisner, bekræfter konkursen, men kan ikke sige meget mere:

- Vi har afskediget samtlige medarbejdere og skal nu til at danne os et overblik, blandt andet over de igangværende arbejder, og hvordan vi håndterer dem. Mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, siger advokat Ole Meisner, advokatfirmaet Brockstedt-Kaalund, der er kurator i boet, til Mester Tidendes søsterblad,  Licitationen - Byggerets Dagblad.

Mange opgaver i gang
De igangværende sager omfatter Danhostel Amager, Kastruphuse, Rigsrevisionen - Landgreven 4, AB Henrik Rungs Gade, TEC Frederiksberg, Birkevænget, Frederikssund, Himmelev Gl. Præstegård samt en stribe andre opgaver.

Desuden har firmaet vundet en række sager, blandt andre Anemonestien til en samlet entreprisesum på 661.000 kroner og Hollænderhallen til en samlet entreprisesum på 5.976.000 kroner.

Den igangværende opgave på Danhostel Copenhagen Amager er vundet til entreprisesum på 9.954.000 kroner.

Årsag ukendt
Det har ikke været muligt at få nogen information frem om årsdagen til konkursen. Firmaet skilter på sin hjemmeside med at have været gazellevirksomhed i 2015 og har desuden ifølge hjemmesiden en bankrating på AAA+

Ser man på regnskabet, er det seneste dog fra perioden 01.07.15 - 30.06.16. Her havde virksomheden en omsætning på 168 mio. kroner og et resultat på knap tre mio. kroner.

Egenkapitalen var ved regnskabets afslutning på 11 mio. kroner. Årets resultat var dog mindre end året før, hvor det lå på 4,5 mio. kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079