23948sdkhjf

Andelsboligforening: Gammelt tørreloft finansierer et nyt tag

Andelsboligforeningen Ålholm Plads 1-7 i Valby stod i 2017 over for en omfattende renovering af ejendommen som er fra 1929. Men foreningens økonomi betød, at bankerne afviste at hjælpe med finansieringen af projektet.
Foreningen gik derfor på jagt efter alternative finansieringsmuligheder. Det fortæller Nick Nielsen, bestyrelsesformand i A/B Ålholm Plads 1-7:

- Vi var presset af en dårlig økonomi på grund af tidligere fejlprioriteringer. Da vi blev opmærksomme på muligheden for at skaffe kapital gennem frasalg af vores gamle tørreloft, virkede det derfor som en oplagt løsning. Forudsætningen var, at vi havde mulighed for at flytte beboernes opbevaringsrum ned i kælderen, og det havde vi heldigvis, siger han.

Renoveringsprojekt blev fuldt finansieret
Efter en udbudsrunde valgte A/B Ålholm Plads 1-7 at samarbejde med Dansk Tagbolig, der har specialiseret sig i at finansiere renoveringsprojekter ved at konvertere ubenyttede loftarealer til boliger. Økonomien til tagprojektet blev fundet ved, at foreningen overdrog loftarealerne til Dansk Tagbolig, der omdannede tørreloftet til fire nye tagboliger. Den forventede salgspris på tagboligerne finansierede således både etableringen af boligerne og foreningens renoveringsprojekt.

- Vi fik tilbudt en løsning, der var økonomisk rentabel for os, og som samtidig gav os en masse merværdi. Vi har ikke bare fået et nyt tag, men også renoveret vores opgange og moderniseret vores udsugning i køkken og bad, så vores indeklima er blevet forbedret. Desuden har vi fået fire nye tagboliger, der kan bidrage til foreningens fællesudgifter i fremtiden, siger Nick Nielsen.

Professionel proces
Dansk Tagbolig stod for hele processen med at etablere det nye tag og omdanne loftarealerne til boliger og stillede samtidig garantier, så andelsboligforeningen ikke løb nogen risici ved projektet. A/B Ålholm Plads 1-7 valgte derudover at involvere en bygningskonstruktør fra Gaihede og advokaten Anders Lindqvist fra Martinelli Advokater, så projektet blev båret igennem af professionelle.

- Det var vigtigt for os, at vi fik et godt projekt, og at vi undgik at drukne i administration, siger Nick Nielsen og tilføjer:

- Jeg bliver nogle gange kontaktet af andre foreninger, der spørger, hvad vores erfaringer er med at finansiere renoveringer gennem frasalg af loftet. Her er mit første råd altid, at de skal sørge for at samarbejde med specialister og professionelle. Det gør det både lettere og mere trygt for os som bestyrelse at komme i mål med projektet.

Sund økonomi og gode ejendomme
Alene i København findes der over 20.000 kvadratmeter uudnyttede loftarealer på større beboelsesejendomme, og potentialet ved at omdanne disse til tagboliger er stort. Ikke mindst for beboerne i andels- og ejerforeninger, der oplever en stor værditilvækst ved at loftarealerne udnyttes og frasælges.

- Når foreningerne indgår en aftale med os, afgiver de et loftareal, som typisk alligevel ikke benyttes i langt de fleste foreninger. Til gengæld giver renoveringsprojektet og de nye tagboliger foreningen en masse værdi tilbage. Alene isoleringen af taget og etableringen af ekstra boliger kan give en besparelse på varmeregningen på op til 30 procent, siger Kasper Fløe Svenningsen, der er adm. direktør i Dansk Tagbolig, og fortsætter:

- Vi bidrager til, at foreningerne får en sund økonomi og en vedligeholdt og mere bæredygtig ejendom. Vores samarbejder skaber desuden helt nye muligheder for, hvordan andels- og ejerforeninger kan finansiere renoveringsprojekter i fremtiden.

Andelsboligforeningen Ålholm Plads 1-7 finansierede deres nye tag og renoveringen af opgangene ved at frasælge deres gamle tørrelofter. Loftarealet rummer i dag fire nye tagboliger, der har bidraget til at reducere foreningens fællesudgifter
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094