23948sdkhjf

Faglærte bliver mere syge af at gå på arbejde

Ny måling viser, at faglærte arbejdere i gennemsnit vurderer, at de årligt har 8,7 sygedage, som kan tilskrives deres arbejde. Det er markant mere end ufaglærte, funktionærer og selvstændige.
Faglærte arbejdere bliver markant mere syge af at gå på arbejde end andre faggrupper.
Det viser en befolkningsundersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for 3F.

Analyse Danmark har stillet 1.056 repræsentativt udvalgte danskere følgende spørgsmål: ”Hvor mange sygedage har du haft inden for det seneste år, som du vurderer, kan tilskrives dit arbejde?”

De faglærte arbejdere vurderer i gennemsnit, at de årligt har 8,7 sygedag som følge af arbejdet. Det er markant mere end ufaglærte, funktionærer og selvstændige, der vurderer, at de har 2 til 3 sygedage om året på grund af arbejdet.

Kun funktionærer i lederstillinger nærmer sig de faglærte, når det gælder sygedage som følge af arbejdet. Lederne vurderer, at de årligt har 8,4 sygedage om året, som kan tilskrives arbejdet.

Bøder og samarbejder
- I denne tid sidder politikerne og forhandler om den fremtidige arbejdsmiljøindsats. Jeg ser meget frem til, at der kommer en politisk aftale på området. Jeg håber, at den indeholder nogle målrettede indsatser, der kan sikre mindre fysisk og psykisk nedslidning i fremtiden. Man skal ikke blive syg af at gå på arbejde. Det koster samfundet og arbejdspladserne rigtig mange ressourcer og frem for alt går det ud over den enkelte. Det arbejder vi for at ændre, siger Ulla Sørensen, der er arbejdspolitisk chef i 3F.

For et par uger siden viste en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, at det står slemt til med det danske arbejdsmiljø. Rapporten viser, at andelen med fysisk belastende arbejde, som giver smerter, var lige så stort i 2018 som 2012, nemlig næsten 10 pct. Særligt 3Fs medlemmer er ramt. Ifølge rapporten er hver fjerde af dem, der arbejder med opførelse og nedrivning af byggeri, rengøring, på slagterier og i færdiggørelse af byggeri belastet af muskel-skeletbesvær.

- Der er behov for en langt mere målrettet indsats for at forbedre arbejdsmiljøet i Danmark. 3F’s opskrift på et godt arbejdsmiljø er: en solid lovgivning, en effektiv kontrol fra Arbejdstilsynet, bøder, når nogen overtræder loven og et godt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere på arbejdspladsen, siger Ulla Sørensen.

SYG AF JOBBET
Analyse Danmark har for 3F stillet danskerne følgende spørgsmål:” Hvor mange sygedage har du haft indenfor det seneste år, som du vurderer kan tilskrives dit arbejde? - Angiv venligst hvor mange.” Her kommer svarene fra de forskellige beskæftigelsesgrupper:

1) Faglært arbejder 8,7 dage
2) Funktionær /(leder) 8,4 dage
3) Lærlinge 4,3 dage
4) Selvstændige 3,3 dage
5) Funktionær /(uden ledelsesansvar) 2,4 dage
6) Ufaglært arbejder 2,3 dage
7) Funktionær /(mellemleder) 0,6 dage
Gennemsnit 4,0 dage

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126