Mand var i livsfare efter jordskred i dræn-rende
OPDATERET onsdag kl. 13:40: Politiet oplyser, at manden nu er uden for livsfare
En 40-årig mand er i kritisk tilstand, efter at væggene styrtede sammen i en udgravet rende tirsdag aften, og han fik en stor mængde jord ned over sig.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken klokken 18.47.
Politiet oplyste onsdag morgen, at mandens tilstand fortsat var kritisk, men kunne senere onsdag fortælle, at manden nu er uden for livsfare.
Ulykken skete på Hegnetvej i Roslev, der ligger nord for Skive.
- Her er man i gang med at grave render til dræn på en mark. Manden står nede i en af renderne, da jorden styrter sammen om ham, fortalte politiets vagtchef Ole Vanghøj tirsdag aften.
Manden blev klokken 20.07 fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Hans pårørende er underrettet om ulykken.
Som altid ved alvorlige ulykker er Arbejdstilsynet blevet underrettet. Det skal være med til at undersøge, hvordan ulykken kunne ske, og blandt andet se på om alle regler er blevet overholdt i forbindelse med arbejdet.
Disse undersøgelser er fortsat i gang onsdag morgen, oplyser vagtchef Lars Even.