23948sdkhjf

Køkkenproducent fordobler bundlinjen - og gør det gerne lidt bedre i år

Strategien virker. Det har Erik Høj, adm. direktør i køkkenkæden Designa, i den grad fået understreget med offentliggørelsen af et dugfriskt årsregnskab.

Det er godt seks år siden, han tiltrådte forud for en rekonstruktion af selskabet, og siden har han fokuseret på at skære forretningen til – en manøvre, der de første år kostede millioner på bundlinjen. I 2020-regnskabet var de røde tal imidlertid blevet sorte, og den nyeste årsrapport afslører, at bundlinjen det seneste år er banket yderligere i vejret.

Her er resultatet blevet mere end fordoblet fra 8 til 17,2 mio. kr., mens egenkapitalen i ejerkoncernen Designa Ktichen Group er vokset til 47 mio. mio., men Erik Høj understreger, at væksten trods pandemi-medvind i salgssejlene ikke er kommet gratis.

– Hvis du vækster og ikke kan få spånplader og skuffeskinner, så har du jo et problem, lyder det med henvisning til den verdensomspændende råvaremangel.

Erik Høj peger dog på, at Designa langt hen ad vejen har været heldige – og tidligt ude – når det kom til at sikre råvarer.

– Vi mærkede i starten af 2021, at det godt kunne stikke af, så vi købte ekstra og lagde til side. Med hensyn til pladematerialer bruger vi genbrugsspån, som vi får her fra Danmark, og det har vi ikke manglet, men lige pludselig stod vi og manglede sokkelben og folie, og i de situationer har det været afgørende, at vi har nogle stærke samarbejder med vores leverandører, fortæller han.

Vækst på erhverv

Ifølge Erik Høj er væksten hentet bredt på tværs af segmenter, og mens de norske forhandlere har oplevet en vækst på 20 pct., har de danske butikker løftet salget hele 50 pct. Der er imidlertid et segment, der har skilt sig særligt positivt ud.

– Især har vi set vækst på erhvervssegmentet, som er et af de områder, vi har fokuseret meget på gennem de sidste par år, fortæller han.

Det fokus har især drejet sig om at få erhvervssalget forankret hos de selvstændige køkkenforhandlere, der udgør kædens butiksnetværk, og Erik Høj understreger, at nærhed og tilstedeværelse har været afgørende for adgang til store kunder som boligforeninger og entreprenører.

– En del af strategien er at være derude på byggepladserne. For erhver gælder det, at prisen skal være rigtig og så skal der være minus bøvl – der er ofte ting, der kan gå galt, når det er store ordrer, men så handler det om, at vi skal være hurtige til at fikse det, og det kan vi lykkes med, når vores partnere derude kan ringe ind til hovedkontoret og finde løsninger sammen, forklarer han.

Positivt bekymret

Alt i alt er Designa små seks år efter rekonstruktionen altså lykkedes med at skabe en stærk platform for fremtidig vækst, og ifølge Erik Høj er det da også lige præcis, hvad der nu skal udnyttes.

 – Overskrifterne for i år bliver at accelerere på den platform, vi nu har bygget, og så skal vi arbejde målrettet på at udbrede brandkendskabet – der bruger vi nogle af de penge, vi har tjent, på at øge trykket ud til forbrugeren, lyder det.

Han peger på, at mens store dele af branchen taler om køkkendrømme, vil man hos Desgina hellere skabe køkkener, der fungerer i virkeligheden.

 – Vi skal være kendt for at levere det køkken, der giver mening i hverdagen, som Erik Høj formulerer det.

Og selvom køkkendirektøren forventer, at der inden for en overskuelig fremtid vil blive lagt en dæmper på efterspørgslen fra privatkunder, fordi rejsebudgetterne igen kan blive brugt på at rejse, forestiller han sig ikke, at det er nok til at stikke en kæp i køkkenkædens væksthjul.

 – Jeg er positivt bekymret, kan man sige – bekymret for, hvad der skal ske om 3-5 måneder, men positiv fordi der jo ikke nytter noget at sætte sig over i et hjørne og forvente det værste, siger han og peger på, at mens de private kunder ventes at vige en smule, er forventningerne til erhvervssegmentet fortsat høje.  

 – Der regner jeg med, at vi kan holde niveauet. Vi arbejder stadig med flere sager, og der kommer nye opgaver ind, så ser man på forretningen samlet, håber jeg som forsigtig jyde, at vi kan gøre det lige så godt som sidste år – og gerne lidt bedre, fastslår Erik Høj.

Designa A/S
mio. kr. 2021 2020
Bruttofortjeneste 78,8 73,4
Resultat af primær drift 19,4 9,9
Resultat før skat 17,3 8,0
Årets resultat 13,3 6,6
Balancesum 105,9 119,0
Egenkapital 15,7 2,5
Gns. antal ansatte 104 118
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2021.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11