23948sdkhjf

Håndverksgruppen træder ind på det danske marked med flere opkøb

Håndverksgruppen satser i Danmark og fire nye virksomheder bliver en del af koncernen. Det er koncernens første investering herhjemme

DSJ Malergruppe, C. Møllmann & Co., Malerfirmaet Jeppesen og Malerfirma Ernst Hansen er nu en del af Håndverksgruppen. Dermed vil koncernen være til stede i de tre skandinaviske lande Norge, Sverige og Danmark.

- Danmark er en vigtig del af vores strategi om at blive en væsentlig aktør inden for overfladebehandling i Norden. Med denne etablering får vi en god indgang til et nyt land med en omsætning på mere end 360 millioner dansk kr., udtaler koncernchef Øyvind Emblem i en pressemeddelelse.

Håndverksgruppen er i gang med at eksekvere på klar vækststrategi frem mod 2025. På mindre end 30 måneder har Håndverksgruppen, der nu består af 100 håndværksvirksomheder i Norge, Sverige og Danmark, passeret en årlig omsætning på omtrent 4,8 milliarder  norske kroner.

Om Håndverksgruppen

  • Håndverksgruppen omfatter 100 virksomheder, som udfører alle former for overfladebehandling. Koncernen har til formål at professionalisere branchen ved systematisk at investere i bæredygtighed og miljø, arbejdsliv og faglig kvalitet i hele Norden.
  • Håndverksgruppen vil udnytte lokal forankring og markedskendskab sammen med stordriftsfordele.
  • Håndverksgruppen har aktiviteter i hele Norge samt dele af Sverige og Danmark
  • Koncernen har en samlet omsætning på omkring NOK 4,8 milliarder og tæt på 3.000 medarbejdere.
  • Håndverksgruppen er ejet af FSN Capital og medarbejdere

Kilde: Håndverksgruppen

Fire nye malerfirmaer danner god base i Danmark

De fire nye firmaer er alle malerfirmaer. DSJ Malergruppe og C. Møllmann & Co. ligger i København, Malerfirmaet Jeppesen ligger i Hirtshals og Aalborg, og Malerfirma Ernst Hansen i Aarhus. 

De nye virksomheder er alle veldrevne og rentable med en lang historie og lokalt tilhørsforhold. Øyvind Emblem, Koncernchef i Håndverksgruppen

Med etableringen får Håndverksgruppen en god base i Danmark, lyder det. Målet er at vokse yderligere og få en national tilstedeværelse over tid. Desuden mener Håndverksgruppen, at deres fire første opkøb i Danmark beviser, at modellen også er attraktiv uden for Norge og Sverige.

- De nye virksomheder er alle veldrevne og rentable med en lang historie og lokalt tilhørsforhold. De udviser professionalisme og har et højt fokus på håndværkerne og medarbejderne, hvilket afspejler vores værdier, siger Emblem.

Alle virksomheder i Håndverksgruppen bevarer deres traditionelle firmanavne og bygger videre på styrken ved at være lokale, med deres engagement og nærhed til medarbejdere og kunder. 

Flere århundreders historie sikres som en del af koncernen

C. Møllmann & Co. blev grundlagt i 1879 og leverer alle former for malerydelser til offentlige og private virksomheder, men er især kendt for sin ekspertise inden for restaurering og renovering af bygninger med metoder som forgyldning og ældre maleteknikker. 

Virksomheden, der også har tre søsterselskaber, ligger i København og har i dag omkring 175 ansatte. Omsætningen er på 180 millioner kroner.

C. Møllmann & Co. har gennemført en række større projekter for blandt andet Christiansborg Slot, Carlsberg, Danske Bank og Det Kongelige Teater.

- Ved at blive en del af Håndverksgruppen sikrer vi forretningens fremtid, samtidig med at vi kan styrke os yderligere og sikre yderligere vækst. Navnet forbliver det samme, driften fortsætter, og vi fastholder den traditionelle virksomhed, som vores kunder og samarbejdspartnere kender os, siger Christian Ravn, adm. direktør i C. Møllmann & Co.

Også i en anden virksomhed med en stolt historie, Malerfirmaet Jeppesen, udtrykkes der begejstring. Det er en familiedrevet virksomhed, der blev etableret i 1960, har 60 ansatte og omsætter for omkring 40 millioner kroner. Her er daglig leder, Lars Jeppesen, overbevist om, at der venter en spændende rejse fremad med erfaringsudveksling og godt samarbejde.

- Vi vil fortsat have en stærk lokal tilstedeværelse og vil fortsætte med at drive virksomheden selvstændigt som i dag, men med mulighed for videreudvikling gennem en større koncern, siger daglig leder Lars Jeppesen i Malerfirmaet Jeppesen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126