23948sdkhjf

Nye regler for virksomheders markedsføring

Hvis din virksomhed bruger e-mailmarkedsføring, gør du klogt i at sætte dig ind i de nye regler om persondata.
Du skal især være opmærksom på de skærpede krav til samtykke og oplysningspligt, lyder det fra advokatvirksomheden Advodan.

- Markedsføringsloven stiller krav om, at erhvervsdrivende skal indhente samtykke fra sine modtagere, inden man må sende dem markedsføringsmaterialer via e-mail. Og i forbindelse med selve indhentningen af samtykket, er der en lang række krav, virksomheden skal overholde, forklarer advokat og specialist i persondata Trine Binderup Larsen fra Advodan i Aalborg.

Og samtykkeregelen bliver skærpet med den nye persondataforordning.

- Det præciseres blandt andet, at et samtykke skal gives frivilligt, specifikt, informeret og utvetydigt. I praksis betyder det, at det skal være helt tydeligt for modtageren, hvordan han eller hun afgiver et samtykke. Det skal være formuleret i et klart og enkelt sprog, og det skal altid være et aktivt tilvalg. Forud-afkrydsede samtykkefelter er derfor ikke tilladte, skriver hun i virksomhedens nyhedsbrev:

- Det er heller ikke tilladt at indhente samtykke i en situation, hvor en person undlader at reagere og derved bliver forpligtet til at modtage e-mailmarkedsføring. Det samme gælder, hvis samtykket er en betingelse for at få leveret en vare – fx en e-bog eller en fribillet til et arrangement.

Skrappe krav til opbevaring
Når persondataforordningen får virkning fra maj 2018, er der også nye krav til hvilke oplysninger, virksomheden har pligt til at give kunder og brugere, når den indhenter samtykke fra dem.

- I skal blandt andet oplyse om, hvordan I opbevarer og behandler de samtykkende personers personlige oplysninger som fx e-mailadresse, navn, adresse mv. i virksomheden. Samtidig bør I også sørge for, at adgangen til personoplysningerne ikke omfatter flere medarbejdere end højest nødvendigt, påpeger Trine Binderup Larsen.

Skal sikre sig beviser
Men det kan være vanskeligt for en virksomhed at bevise, at der er indhentet et samtykke fra en person, hvis man ikke har fuldstændigt styr på sine procedurer.

- Når virksomheden udsender elektroniske nyhedsbreve, skal den sikre sig, at der ligger en logfil i nyhedsbrevssystem, som registrerer dato, tidspunkt og IP-adresse, når en ny abonnent tilmelder sig via en online formular. Og tilsvarende skal I have en logfil, der registrerer de samme oplysninger ved afmeldinger fra et nyhedsbrev. Har man styr på det, vil dokumentation for samtykker være i orden, siger Trine Binderup Larsen fra Advodan i Aalborg.

Den nye persondataforordning træder i kraft den 25. maj og på samme tidspunkt træder en ny databeskyttelseslov i kraft i stedet for den nuværende persondatalov.

Man kan læse yderligere en række råd om, hvordan man skal forholde sig på Advodans netside her .

Artiklen er en del af temaet MesterTips.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141