23948sdkhjf

Erfaren maskinfører skifter religion

Ny, japansk hybridgravemaskine får erfaren maskinfører til at skifte religion
- Jesper har i mange år kørt et andet mærke i gravemaskine. Nu har han skiftet religion.
Jørgen Astrup er indehaver af Stauning Maskinstation sammen med sin bror Henrik og sønnen Kenneth. Nu er den velrenommerede virksomhed for første gang gået hybrid. Det er sket med anskaffelse af en ny Komatsu-gravemaskine til afløsning af en graver af andet mærke.

- Jesper Frost er en særdeles erfaren og meget dygtig maskinfører. Han kan godt mærke, når en maskine krøjer lynhurtigt, effektiviteten er væsentligt højere, og skiftet mellem el og hydraulik overhovedet ikke er mærkbart. Så nu er det Jesper og Komatsu HB365LC-3 hybridgraver, fortæller Jørgen Astrup.

Den nye hybridgraver med Jesper Frost i kabinen er på fast arbejde på et stort areal ved Nordre Ringvej i Ringkøbing, hvor entreprenørfirmaet Hansen & Larsen er i fuld gang med at opføre det gigantiske oplevelsescenter Naturkraft. Hele det vidensbaserede oplevelsesunivers skal være færdigt til påsken 2020, og indtil da vil den nye Komatsu være stationeret der.
- Vi har adskillige Komatsu-maskiner i sving ved Naturkraft, hvor de skal flytte omkring 300.000 kubikmeter jord. Det klarer vi for Hansen & Larsen, som har hovedentreprisen på projektet, siger Jørgen Astrup.

Montør i vigtig rolle
Medvirkende til det tætte forhold til de japanske maskiner, og ikke mindst Scantruck som dansk importør og -forhandler, er den løbende service af maskinerne.

- Det er montør Finn Iversen, der næsten fast tager sig af al service på Komatsu’erne hos Stauning Maskinstation. Og der er ingen tvivl om, at den gensidige forståelse mellem servicemand, entreprenør og maskinførere spiller en vigtig rolle, når der købes nye maskiner, siger produktchef Kasper Vissing hos Scantruck.
- Som montør kender Finn Iversen alle Komatsu-maskinerne hos Stauning Maskinstation, og ikke mindst kender han de forskellige maskinføreres ønsker og præferencer. Det giver naturligvis de bedste muligheder for at ramme præcis den service, der er helt optimal også for den enkelte maskine, siger Kasper Vissing.

Fra landbrug til entreprenør
Det er 55 år siden, Jørgen Astrups far og bedstefar sammen startede Stauning Maskinstation. I dag deler Jørgen Astrup ejerskabet med sin bror, Henrik, med hver 45 procent, og 10 procent til Jørgen Astrups søn, Kenneth. Virksomheden beskæftiger 35 medarbejdere.

- Oprindelig var det landbrugsarbejde, det gjaldt. Men lige som mange andre maskinstationer, slog vi mere og mere over på entreprenørarbejde, og i dag sikrer entreprenørdelen os 80 procent af omsætningen. Vi laver jord- og kloakarbejde. Støbningen lader vi andre om, fortæller Jørgen Astrup.

Når han nævner, at adskillige Komatsu-maskiner er sat ind på kæmpeprojektet ved Ringkøbing, er det ingen overdrivelse. Stauning Maskinstation råder da også over en gedigen bestand af de gule japanere. Senest har maskinstationen hentet både hybridgraveren HB365LC-3 og en WA270-7 gummihjulslæsser hos Scantruck i Skive. Dermed står der Komatsu på seks gummihjulslæssere, fem gravemaskiner, to dumpere og to dozere, som begge er med intelligent maskinstyring.

Ny hybrid har overrasket
- Den nye hybridgraver har overrasket os. Den producerer lige så meget som større gravemaskiner, og nu glæder vi os til at følge brændstofbesparelsen. Den bliver helt sikkert til at se på bundlinjen. Oprindelig kiggede vi på den mindre hybridmaskine Komatsu HB215LC-2, men konkluderede, at den ikke var den rigtige størrelse til vores behov, siger entreprenør Jørgen Astrup.

Foruden anlægsarbejdet ved Naturkraft ved Ringkøbing, har Stauning Maskinstations mandskab og maskiner også gang i en række andre projekter. Virksomheden laver mange store projekter med jord, anlæg og kloak for Arla både i Videbæk, Troldhede og Nr. Vium. Jordarbejde til nye vindmøllefundamenter er også lidt af en Stauning-specialitet. Og på ordreblokken ligger blandt andet et stort staldprojekt.






Billedtekster:

1.


2.
Det går tjept, når Jesper Frost i hybridgraveren fodrer Komatsu-dumperen ved det store Naturkraft-projekt ved Ringkøbing. Der skal flyttes omkring 300.000 kubikmeter jord.

3.
Også en af Komatsu-dozerne med intelligent maskinstyring og Komatsu-dumpere er sendt fra Stauning til Ringkøbing for at flytte jord ved Naturkraft-projektet.

4.
Jørgen Astrup skal have sine folk og maskiner i sving med oplevelsesparken ved Ringkøbing frem til påske 2020.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094