23948sdkhjf

Forbrugerombudsmand: Airbnb skal rette ind

Europæiske forbrugermyndigheder mener, at Airbnb for sent i processen oplyser samlet pris for en overnatning.
Det skal være slut med at blive overrasket over den samlede pris, når man lejer en bolig via boligudlejningssiden Airbnb.

Sådan lyder meldingen fra europæiske forbrugermyndigheder (CPC) og EU-Kommissionen, som i et brev blandt andet har bedt Airbnb præsentere forbrugeren for den fulde pris for en overnatning fra første klik.

Og det er vigtigt, at Airbnb efterlever kravene, fortæller Louise Christophersen, kontorchef hos Forbrugerombudsmanden.

- Airbnb har fået en frist til slutningen af august til at rette ind. Hvis der er behov for det, er man indstillet på at holde et møde med Airbnb.

- Men i sidste ende har man fra CPC's side meddelt Airbnb, at de kan blive mødt med retlige skridt fra de nationale CPC-myndigheder, siger Louise Christophersen.

Som det fungerer i dag, oplyses et beløb for en overnatning i første omgang til forbrugeren, når vedkommende søger efter et sted at tilbringe en eller flere nætter.

Først når man kommer længere frem i bestillingen, lægges administrations- og eventuelt rengøringsgebyrer oven i prisen, og det er for sent i processen, mener forbrugermyndighederne.

- Det er vigtigt, at vi som forbrugere har den fulde pakke og ved, hvad det fulde beløb er, siger Louise Christophersen.

Mandag oplyste EU's forbrugerkommissær, Vera Jourová, at Airbnb har fået en frist til august til at komme med et forslag til, hvordan siden vil ændre praksis.

- Flere og flere forbrugere booker deres ferie og ophold online, og denne sektor har bragt mange nye muligheder til de, der profiterer på ferier. Men popularitet kan ikke være en undskyldning for ikke at følge EU's forbrugerrettigheder, sagde hun ifølge AP.

I alt fire krav er stillet til Airbnb. Ud over at det fulde beløb skal vises fra start, skal Airbnb sørge for, at der skelnes tydeligt mellem private udlejere og professionelle aktører.

Selskabet skal også ændre kontraktbetingelser på en række områder, og forbrugerne skal have mere tydelig oplysning om de klageorganer, de kan gå til, hvis der opstår strid ved udlejning.

Ifølge AP vil Airbnb tage henvendelsen "meget seriøst", og boligsiden vil nu arbejde sammen med myndighederne for at imødekomme kravene. Men, konstaterer Airbnb:

- Gæster bliver gjort opmærksomme på alle beløb, inklusiv servicegebyr og skatter, før de bekræfter deres reservation.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172