23948sdkhjf

Mød Johanne, Jacob og to gange Tobias: DM Skills-deltagerne er mødt velforberedte og spændte op

Johanne Medon Christensen, maler: Elev på Rybners og lærling hos Den lille maler

Hvad betyder det at være med i DM i Skills?

Det er på mange måder en ære, bare at få lov til at være med. Vi er jo blevet udvalgt. Lige nu synes jeg heldigvis, det går som planlagt. Så jeg kan heldigvis være i det med en ro i maven og en følelse af overskud.

Hvordan har du forberedt dig?

Jeg har trænet og trænet i tre uger, siden vi fik opgaven. Jeg har forsøgt at presse mig selv ved at male noget, male det over og starte forfra. Igen og igen så mit arbejde blev pænere og pænere. Samtidigt har jeg gradvist forsøgt at skrue op for tempoet, så jeg kan holde en stram tidsplan under konkurrencen.

Hvad vil du gerne vise tilskuerne?

Først og fremmest håber jeg da, at der er nogle unge mennesker, der går herfra med en ide om, at malerfaget kan være deres vej i livet. Derudover er det et vindue til at vise folk, hvor god, man faktisk kan være til de her fag, og hvor seriøst, vi tager det. Jeg håber, det kan prikke lidt til ideen om, at håndværk er noget, man bliver, fordi man ikke kan blive andet.

Hvad er det ved faget, du holder af?

Jeg er en sådan rimeligt perfektionistisk person. Det kan man virkelig udleve som maler, hvilket kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide tanken om, hvordan man ved at øve sig igen og igen kan se fysiske fremskridt.

Tobias Søgaard, anlægsgartner: Elev på Amu Nordjylland og lærling hos Anlægsgartner Tobias Petersen

Hvad betyder det for dig at være med i DM i Skills?

Jeg har virkelig været spændt i tiden op til. Jeg er blevet udvalgt af min skole, hvilket jo i sig selv er stort. Og bare det at være blevet udvalgt betyder, at man er trådt ind på et højere niveau. Her kan man måle sig mod de bedste. Så det bliver svært at vinde, selvom jeg da kommer med et mål om at vinde.

Hvordan har du forberedt dig?

Vi har fået opgaven, hvor vi skal blandt andet skal lave et cirkelbed, et bassin og nogle andre ting, så det kræver en ret bred ramme af færdigheder. Men jeg har trænet intensivt i de 14 dage, der er gået, siden vi fik stillet opgaven. Jeg har i hvert fald gjort , hvad jeg kunne.

Hvad vil du gerne vise tilskuerne?

Jeg håber først og fremmest, at vi inspirerer hinanden indbyrdes. Jeg synes i hvert fald selv, det er fedt at kunne skæve over til min sidemakker Tine, som virkelig giver den gas. Og så håber jeg også, vi kan inspirere de unge, der er her i dag, fordi de måske ikke helt ved, hvad de skal i deres liv. Vi mangler jo virkelig folk i faget.

Hvad er det ved faget, du holder af?

Jeg tror bare altid, jeg godt har kunne lidt at skabe ting. Det der med at kunne udtænke noget i hovedet, og så fysisk kunne se ideerne blive til virkelighed. Og så er det et fag, hvor man får lov til at være udenfor en hel del af tiden. Det er heller ikke dårligt.

Tobias Hieronymus, murer: Elev på Rybners og lærling hos Steens Murer og Entreprenør

Hvad betyder det at være med i DM i Skills?

Det er her, man kan måle sig mod de bedste. Jeg er selvfølgelig kommet med et mål om at vinde, men jeg synes ikke, det er startet så godt. Vi skal lave en kopi af Christians Kirken, hvilket er noget virkeligt kompliceret præcisionsarbejde. Der er lidt med mine ind- og udtræk, der driller mig.

Hvordan har du forberedt dig?

Jeg har faktisk prioriteret at være ude i mit firma. Det her er jo lidt en blærerøvskonkurrence. Det er en form for arbejde, som jeg elsker, men det er jo ikke rigtigt noget, vi kommer til at lave så meget af ude i den virkelige verden. Jeg har da trænet en hel del på opgaven i de 14 dage, og det er nogle teknikker, jeg synes er fede at arbejde med.

Lægger du mærke til tilskueren omkring jer?

Slet ikke. Jeg stod tidligere og arbejdede i en halv time, mens min mester og en af de andre lærlinge stod og kiggede på mig. Jeg opdagede først de var der, da jeg nærmest gik ind i dem. Man er bare i zonen. Min familie kommer også første lørdag. Jeg har sagt, at jeg ikke vil være tilstede før.

Hvad håber du, at folk tager med?

At vi får udstillet håndværk som noget positivt. At det ikke er noget, der laves af dumme folk, men at man skal bruge sit hoved. Bare på en anden måde. Jeg håber også at folk ser, at vi er mennesker drevet af faglig stolthed, og at det ikke bare er noget, vi har valgt, fordi vi ikke kunne andet.

Jacob Munkgaard Sørensen, tømrer: Elev på Herningsholm Erhvervsgymnasium og lærling i Tømrerfirmaet Henrik Kristoffersen A/S

Hvad betyder det at være med i DM i Skills?

Jeg var med sidste år, hvor vi var tre der lå helt i toppen, men hvor jeg desværre endte på en tredjeplads kun 7 point for sejren. Derfor besluttede jeg mig at prøve igen i år. Det kræver en vis indsats at komme med i konkurrencen. Først skulle jeg udvælges på skolen, og bagefter skulle jeg kvalificere mig ved det regionale mesterskab.

Hvordan har du forberedt dig?

Jeg har trænet intensivt. Jeg brugte en hel del af min juleferie på at øve mig. Selvfølgelig har jeg øvet mig på alt det tekniske, men på det punkt er jeg heldigvis også blevet et år dygtigere siden sidst. Derfor har jeg haft en del fokus på det mentale. Det har været vigtigt for mig i år, at jeg holder et strengt fokus på mit eget arbejde og ikke holde så meget øje med de andres fremskridt.

Hvordan går det så med det?

Indtil videre synes jeg, det går virkelig godt. Jeg følger den tidsplan, jeg har lagt, og jeg er tilfreds med de ting, jeg har lavet. Så alt er godt i min afdeling. Men vinderen fra sidste år er med igen, så hvis jeg skal komme til tops i år, så kræver det også at jeg præsterer det bedste, jeg kan.

Hvordan er det, at så mange kigger dig over skuldrene imens?

Hvis jeg skal være helt ærligt, så lægger jeg ikke rigtigt med til, at de er her. Jeg skænker dem ikke en tanke. Det er bare på med hovedbøfferne og så bare derudad.

Artiklen er en del af temaet DM i Skills.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128